Af psykoterapeut / erhvervspsykoterapeut MPF Kresten Reuss Kragh-Schmidt
Del 1 af 2
Tilknytning er det følelsesmæssige bånd, der opstår mellem et barn og dets primære omsorgsperson. Det er gennem dette bånd, at vi lærer noget helt grundlæggende: Hvordan vi søger trøst, hvordan vi regulerer følelser, og hvordan vi går ind i relationer. Når omsorgspersonen er stabil, nærværende og reagerer på barnets behov, opstår der en grundfølelse af tryghed, som vi bærer med os ind i voksenlivet.
Tilknytning behøver ikke være perfekt for at være god nok. Det, der betyder mest, er, at barnet over tid oplever en nogenlunde forudsigelig og støttende kontakt.
Vores tidlige erfaringer bliver til indre mønstre – ikke som en skæbne, men som et udgangspunkt. Disse mønstre viser sig senere i vores parforhold, venskaber og måden vi håndterer svære følelser på.
Der findes fire overordnede tilknytningsmønstre:
1. Tryg tilknytning – når kontakt føles sikker
Tryg tilknytning opstår, når omsorgspersonen oftest er til at stole på, og barnet oplever, at dets behov bliver taget alvorligt.
Når barnet bliver voksen, viser det sig typisk som evnen til at:
- mærke og udtrykke egne behov, fordi man lærte, at følelser får en respons
- tage imod støtte, fordi afhængighed ikke føles farligt
- sætte grænser uden skyldfølelse, fordi ens egen værdi er intakt
- være i relationer med tillid, fordi andre grundlæggende opleves som tilgængelige
Tryg tilknytning skaber oplevelsen af: “Jeg er værd at elske, og andre vil mig det godt.”
Case: Anna har et nært forhold til sine venner og partner. Når hun er ked af det, siger hun tydeligt, hvad hun har brug for, og hun accepterer let hjælp fra andre uden at føle sig svag. Hun føler sig generelt sikker i relationer.
2. Utryg-undgående tilknytning – når selvstændighed bliver en beskyttelse
Hvis man som barn oplevede følelsesmæssigt fravær fra omsorgspersonen, afvisning eller en forventning om at “klare det selv”, lærer man, at det er klogest at nedtone sine behov.
De voksne strategier udspringer direkte af dette:
- trække sig i konflikter, fordi nærhed vækker det gamle alarmberedskab
- have svært ved at mærke egne følelser, fordi man tidligt lærte at lukke ned for dem
- virke selvkørende, selv når man længes efter kontakt, fordi behov er forbundet med skuffelse
- opleve nærhed som overvældende, fordi man ikke har erfaring med tryg følelsesmæssig gensidighed
Den centrale strategi bliver at skabe afstand for at undgå sårbarhed.
Case: Mads er ambitiøs og selvstændig, men har svært ved at åbne sig for sin partner. Han holder afstand, når der opstår problemer, og føler sig ofte mere tryg alene, selvom han inderst inde ønsker nærhed.
3. Utryg-ambivalent tilknytning – når nærhed både er tryg og utryg
Ambivalens opstår, når omsorgspersonen nogle gange er til stede og andre gange ikke. Barnet lærer, at det skal “skrue op” for sin følelsesmæssige intensitet for at få kontakt.
De senere mønstre er en direkte forlængelse af denne kamp for forbindelse:
- frygt for at blive forladt, fordi kærlighed altid føltes usikker
- stærke følelsesudsving i relationer, fordi intensitet engang var måden at få opmærksomhed
- et stort behov for bekræftelse, fordi selvværdet blev afhængigt af andres respons
- en oplevelse af uro, selv når man er tæt på andre, fordi man konstant scanner efter tegn på afstand
Ovenstående tydeliggør: at protestere og holde fast, når man mærker afstand.
Case: Sofie bliver ofte usikker i forholdet til sin partner. Hun kan svinge mellem at klamre sig og trække sig, alt efter hvordan hun oplever partnerens opmærksomhed. Hun har brug for gentagne forsikringer for at føle sig tryg.
4. Utryg-desorganiseret tilknytning – når det trygge også var det, der gjorde ondt
Denne form opstår, når omsorgspersonen både er kilden til trøst og til frygt. Barnet får ingen stabil strategi – det pendler mellem at søge nærhed og undgå den.
Når barnet bliver voksen afspejler det denne kaotiske dobbelthed:
- indre kaos eller pludselige følelsesreaktioner, fordi nervesystemet aldrig lærte forudsigelig regulering
- svingninger mellem at søge nærhed og afvise den, fordi nærhed både føles nødvendig og truende
- oplevelser af utryghed i tæt kontakt, fordi kroppen genkender relationer som potentielt farlige
- vanskeligheder med at regulere følelser, fordi der ikke var en rollemodel for følelsesmæssig støtte
Her er det centrale: en indre konflikt mellem længsel og frygt.
Case: Jonas føler ofte, at han ikke kan stole på sig selv eller andre i relationer. Han vil gerne være tæt på sin partner, men bliver hurtigt overvældet og trækker sig. Samtidig kan han reagere med vrede eller panik, når han oplever afvisning.
Tilknytning er ikke fastlåst – vi kan udvikle os hele livet
Tilknytning er ikke en dom. Det er et udgangspunkt, vi har lært gennem erfaring.
Gennem nye relationer, bevidsthed og terapi kan vi skabe nye måder at være i kontakt med os selv og andre på.
I næste blogindlæg (del 2) går jeg videre med, hvordan disse tidlige tilknytningsmønstre udvikler sig til livsmønstre, og hvordan vi kan begynde at ændre dem.
